Havnen og handel i Sakskøbing

Udgangspunktet for åhavnen i Sakskøbing var elendigt. Købstaden lå 1½ km oppe ad Sakskøbing Å, der var så lavvandet sidst i 1700-tallet, at den slet ikke kunne besejles. Derfor måtte byens handlende transportere deres varer på vogne de godt 5 km fra Sakskøbing til Oreby, hvorfra de blev udskibet fra den af baroniet Guldborgland ejede skibsbro. Ved Oreby skibsbro var dybden endog kun seks fod.

Tilsanding af havnen

Tilsanding af havnen var en konstant trussel, fordi flod og ebbe, storme og isgang indførte tang, mudder og sand. Da opmudringen af en sejlrende for skibe fra Sakskøbing til Oreby var for bekostelig, foreslog havnekommissionen i 1800, at der blev opmudret et pramløb mellem købstaden og skibsbroen. Dette ville hæve de snærende bånd, stimulere handelen og skabe vækst i byen. Ifølge Løvenørns detaljerede plan skulle åen opmudres til tre fod.

Langs havnen og løbets kant skulle der nedrammes et 1½ km langt plankeværk, bag hvilket det opgravede mudder kunne losses. I selve Sakskøbing skulle der på den venstre bred opsættes et bolværk, bag hvilket området skulle opfyldes og brolægges for at skabe plads til vareoplag. Dette ville effektivisere vareudførslen, fordi prammene så kunne indtage varerne direkte ved bolværket. Den samlede plan ville koste 9.000 rigsdaler, der kunne lånes af den Kongelige Kreditkasse. For at afdrage lånet pålagde havnekommissionen alle anløbne skibe en række skibs- og vareafgifter.

Broafgift til baroniet

Lånets størrelse nødvendiggjorde et højt afgiftsniveau, hvilket de handlende dog accepterede, fordi pramningen af varerne gennem pramløbet ville være billigere end transporten landværts til Oreby, hvor der desuden skulle svares en broafgift til baroniet. Afgiftsniveauet blev dog hurtigt genstand for beklagelse. Således anførte en lokal købmand allerede i 1804, at “opmudringen er forbundet med for megen bekostning han og byens øvrige borgere kan ikke tåle de tilbud og byrder, som er dem pålagt”. En købmand, der på sin ti læsters jagt udførte 200 tdr. hvede, skulle ekskl. udgiften til vogne og/eller pramme betale ti gange mere i afgift i Sakskøbing end i Nakskov, Nykøbing og Nysted.

Købmanden fandt det urimeligt, at han skulle betale for opmudringen af Sakskøbing Å, hvis han kun anløb Oreby. Den lokale beklagelse over afgifterne aftog ingenlunde. Et år senere klagedes på ny “over det trykkende pålæg og arbejdets udførelse”. Klagen blev igen afvist som ubegrundet, da forholdene var blevet væsentligt forbedret. Den planlagte oplagsplads ved Sakskøbing var færdig, ligesom opmudringen var fremskreden. Beklagelserne bed dog på havnekommissionen, der, selv om Kreditkassen havde bevilget et lån på 9.ooo rigsdaler, kun ønskede at låne 5.ooo rigsdaler.

Varer fra Sakskøbing til Oreby

Til trods for, at arbejdet sagtens kunne bruge en økonomisk indsprøjtning, så ville kommissionen af hensyn til købmændene hellere fare med lempe. Målsætningen blev nu snarest muligt at nedsætte havnetaksten. I 1806 var opmudringen af pramløbet så vidt, at det næsten altid var muligt at pramme varer fra Sakskøbing til Oreby. Herefter skulle kræfterne anvendes på at bibeholde dybden. Dette magtede man ifølge O.J. Rawert ikke. I 1820 anklagede han kommissionen for grov misligholdelse af det pramløb, der tilvejebragtes før krigen.

Varerne måtte igen fragtes på vogne mellem Sakskøbing og Oreby, fordi dybden i åen blot var en fod til trods for den høje afgift, der påhvilede skibsfarten. Investeringen i pramløbet var spildt, hvilket burde få økonomiske følger for kommissionens medlemmer.” Forud for Rawerts anklage var gået mange års ballade i Sakskøbing. Under Napoleonskrigen blev under 10 pct. af havnekassens indtægter anvendt på vedligeholdelse. Kassebeholdningens værdi blev ikke bare ædt op af inflationen; ved Statsbankerotten i 1813 blev den reduceret til en sjettedel. Forholdene gik ikke upåagtede hen.